Oprindelsen

Tan Gun Taekwondo Klub blev startet i 1977 af Jan-Erik Jørgensen. 
Jan-Erik startede selv med Taekwondo i 1974 og åbnede 3 år senere Tan Gun, hvor han var formand og chefinstruktør frem til 1981 og formand igen fra 1998 og helt frem til 2016. Tan Gun er Københavns første Taekwondo klub.

Idag er Mireille Enggaard Kempf formand og chefinstruktørrollen varetages af Kenneth Hansen (grundtræning) og Per Sinkjær Lybæk (Kamp).

Sabumnim Jan-Erik Jørgensen (6. dan)

Kamp

Klubben har haft flere Danmarks-, Nordiske, 2 Europamestre i kamp og 1 Europamester i poomse (figurøvelser) samt VM sølv. Bl.a. kan nævnes at Tan Gun har Danmarks første mandlige Europamester i kamp, Ole Knudsen-Nielsen som blev mester i 1986 i Seefeld, Østrig.

Sabumnim Ole Knudsen-Nielsen (7. dan)

Klubbens anden Europamester var Michael Østergård som vandt sit mesterskab på hjemmebane i Aarhus i 1990. 
Klubben havde også en Europamester i poomse i 1995 ved Henrik Bak Knudsen.

Klubbens kamphold deltager hvert år i flere stævner i Danmark og rundt i Europa. Visionen for holdet er, hvert år, at have udtaget landsholdskæmpere på de officielle danske landshold, der deltager i internationale mesterskaber (eks. EM, VM og OL). Visionen er nået i både 2013 og 2014, hvor Zakaria Asidah deltog i VM og EM i seniorrækken og Alberte Knudsen-Nielsen deltog ved junior EM og U21-EM.

I 2014 blev det til 3 danske mesterskaber og en samlet placering som 4. bedste klub i Danmark.

Tidligere elitekæmper Kyosanim Brian Spidsbjerg, har i mange mange år, utrætteligt, fulgt utallige kæmpere fra begynder- til elite og landsholdsniveau. Dette arbejde fortsætter den dag i dag.

Sim Uu

I 1981 fik Tan Gun den store ære at lave et samarbejde med Sabumnim Ko Tai Jeong, som styrer klubbens Taekwondo retning.

Klubben er medlem af Sim Uu, som er en sammenslutning af flere klubber, der træner under sabumnim Ko Tae Jeong.

Alle klubbens dangradueringer foregår på boseihøjskolen, i Sim Uu regi, hvor Sabumnim Ko Tai Jeong har hjemme.

Tan Guns cheftræner for grundteknik, Sabumnim Kenneth Hansen, er danfortræner i Sim Uu. Dette er en stor fordel for klubbens dan-aspiranter, i form af kyndig vejledning og træning frem mod første, eller næste dan-grad.

Sabumnim Ko Tae Jeong.(9. dan)

Wonderful Copenhagen Taekwondo Tournament

Klubben arrangerede i 1994, for første gang det internationale stævne Wonderful Copenhagen Taekwondo Tournament, som er blevet en årligt tilbagevendende tradition. Stævnet er det største Taekwondo stævne i Danmark og har hvert år deltagelse af omkring 10 lande.