Referat Malmø Open 2011

Print PDF

Så har klubbens kamphold atter været til stævne. Denne gang i Malmö.

I denne weekend (2-3/4) var vi så 10 kæmpere af sted til Malmø Open. Et stævne som både var for begyndere og viderekommende kæmpere. Et stort stævne med omkring 550 deltagere fra 4 lande. Der blev kæmpet efter ”vind eller forsvind” princippet og kampene var sat til at 2 x 1,5 minutter for børn og cadet og 2 x 2 minutter for øvrige.

Følgende repræsenterede klubben som kæmpere:

Celine, Mike, Alberte, Thong, Mads-Ulrik, Stefan, Christian, Signe, Mette og Jahanzeeb.

Celine (begynder Cadet kategorien)

Celine var debutant, så stævnet handlede om at lære hvordan det er at være til stævne. Men Celine fandt hurtigt ud af, hvad det gik ud på og første kamp blev vundet meget sikkert med 6-1 mod en svensk modstander. Herefter var Celine i finalen mod en anden svensker. Kampen var meget lige, men med Celine som den angribende og det lykkes at score det afgørende point i de sidste sekunder af omgangen med det resultat, at Celine vandt kampen og dermed guldmedaljen med 2-1. En rigtig flot præstation, når man tænker på, at du var debutant.  Guldmedalje og så i udlandet. Stort tillykke med den flotte pokal.

Stefan (begynder senior kategorien)

Stefan, som denne gang var med til sit 3. stævne skulle også møde en svensker i 1. kamp. Kampen blev vundet usvigeligt sikkert på 12-pointsreglen. 12-0. Fik set fine dak-dak luftskiftkombinationer. 2. kamp og finalen blev også vundet forholdsvis sikkert i 2. omgang med slutresultatet 7-2 og guldpokal til Stefan. Den 3. guldmedalje ud af 3 mulige. Du er snart moden til at skifte til talent-niveau. Stort tillykke. Husk blokaden lidt højere op og ikke for meget front mod modstanderen i dit step.

Alberte (talent Cadet kategorien)

Alberte skulle møde en svensker i 1. kamp. Alberte kæmpede fint med 3 gode forsøg (lidt for lavt) af dvittjargis og rigtige gode dak-dak luftskiftkombinationer, som desværre ikke blev belønnet med points. Modstanderen var dygtig kontrakæmper og fik noget lettere sine points i mine øjne. Kampen blev tabt med 5-3. Modstanderen vandt senere på dagen guldmedalje. Tillykke med bronzen. Skal fortsat arbejde med fuld hofte spark og lidt højere spark.

Mike (talent Cadet kategorien)

Mike skulle også møde en svensker i 1. kamp. Modstanderen var rigtig dygtig selvom Mike havde mange fine forsøg på spark. Modstanderen vandt kampen 3-7 og vandt senere på dagen guldmedalje i vægtklassen. Kom igen Mike din tid kommer.

Jahanzeeb (talent junior kategorien)

Jahanzeeb mødte også en dygtig svensker i 1. og eneste kamp. Jahanzeeb blev ramt 3 gange i hovedet med an-tjargi, ingen hårde træffer, men alligevel tilstrækkeligt til, at der blev givet points. Kampen blev tabt på 12-pointreglen ved stillingen 1-14. Tillykke med bronzen. Tænker at du fortsat skal arbejde lidt mere med fuld hofte spark og turde sparke fuldt fra bagerste ben.

Mads-Ulrik (begynder junior kategorien)

Mads-Ulrik var også debutant. 1. kamp var mod en rigtig dygtig svensker, som var dygtig til at sparke i kombinationer. Mads blev desværre ramt mange gange undervejs. Vi så dog et flot pointgivende kontra dvit fra Mads. Kom igen Mads og tillykke med bronzen og debuten. Husk ikke at gå så meget tilbage på kombinationssparkende modstander. Du skal lukke kombinationerne ved at gå ind i manden / sparke på samme tid.

Thong (begynder junior kategorien)

Thong var ligeledes debutant ved et officielt stævne. Har dog deltaget i et Get2sportstævne tidligere. Thong møder en dygtig svensker, der hurtigt kommer foran. Men Thong kæmper i sær en flot 2. omgang og taber samlet 6-11, men efter en rigtig fin præstation, hvor Thong også kæmper sin chance helt til sidste sekund.

Mette (talent senior damer kategorien)

Vores nyslåede Danmarksmester Mette skulle møde den meget rutinerede finske landsholdskæmper i første kamp. Modstanden var her for stor for Mette, der jo kæmper 1. sæson i seniorklassen. Kampen blev tabt med 0-8. Senere på dagen vandt den finske pige guldmedalje. Mette fik bronze og lidt mere værdifuld erfaring i seniorklassen. Vi fik set fine forsøg med pandal bagerste ben, men tænker at der skal arbejdes mere med ikke kun at satse på 1. sparket.

Signe ( talent junior damer)

Signe, der desværre fortsat er skadet og ikke har trænet siden en uge før DM kom desværre aldrig rigtig i gang i sin kamp og tabte kampen klart med 12-0 efter blandt andet 3 hovedspark med an-tjargi.  Præstationen gav bronze. God bedring med ryggen og når du er frisk igen skal du selvfølgelig have mere fokus blokering mod antjargi. Det kan du træne sammen med Jahanzeeb.

Christian (talent senior herrer)

Christian deltog i sit kun 2. stævne på talent niveau. Dagen blev meget lang, da Christian først skulle i kamp sent på dagen, hvor han i semifinalen skulle møde en svensker, der imidlertid trak sig før kampen. Christian var herefter direkte i finalen, hvor han skulle kæmpe om guldet med den evige sympatiske konkurrent fra Fredericia, som Christian har vundet over 2 gange tidligere, men i begynderrækken. Kampen var meget lige, men Christian var hele tiden i teten og kom også foran 1-0. Føringen blev desværre udlignet og kampen sluttede 2-2 i den ordinære kamptid og efter Christian i mine øjne med lidt mere dommerheld var blevet godskrevet træffer til eolgul. Fredericia kæmperen vandt desværre sudden deat pointet. Tillykke med sølv og din 1. finale i talentrækken Christian. Næste gang tager du guld.

---------------------------------

Samlet set en meget lang dag i Malmø, hvor vi godt kunne have ønsket os lidt mere succes. Store lyspunkter på begyndersiden for Stefan og Celine og godkendte præstationer fra de fleste øvrige af vores kæmpere. Vi havde ikke den bedste dag og der var også nogle der ikke helt præsterede deres absolut bedste. Men det er de tabte kampe, man lærer mest af. Og vi må også tage det faktum med, at mindst 4 af vores tabte kampe blev vundet til den senere guldmedaljevinder i klassen. Med en lidt heldigere lodtrækning havde vi vundet flere kampe.

Tak til forældre, kæmpere og klubledere for en fin tur til Malmø.

 

Ole

 

Joomla SEF URLs by Artio

made by mediegrafikeren © 2010 Powered by Joomla! CMS