Klubbens kamphold var i denne weekend atter i kamp i Sverige.
Denne gang ved det internationale stævne Lomma Cup i Sverige. Der var tilmeldt omkring 600 kæmpere fra 5 lande. Der var kampe både lørdag og søndag og vi havde elever i kamp begge dage.
7 af vores dygtige kæmpere skulle i kamp, nemlig Nathascha Juel, Selina, Thong, Jahanzeeb, Mette, Mike og Alberte.
Mette
Mette skulle i 1. kamp møde en tysker. Mette er væsentlig bedre teknisk end tyskeren og i sær i kampens 1. omgang synes vi to gange, at Mette ikke bliver belønnet for pandaltræffere. Desværre får Mette ikke korrigeret afstanden på den korte distance til modstanderen i slutningen af 2. runde, hvilket gør at tyskeren lidt for let får scoret 3-4 points. Kampen bliver tabt knebent, men lidt unødvendigt og vi havde ikke megen goodwill hos dommerne i denne kamp skønner jeg.
Thong
Thong kæmper her ved sit kun 2. officielle taekwondo stævne og i en ny vægtklasse (koster kage). Sekundant Brian fortæller, at det går rigtig fint i kampen og Thongs højre ben scorer fine points med direkte pandal med bagerste ben. Kommer foran 2-0 og 3-1 men taber til sidst 3-4 i en lidt underlig kamp, hvor Thong ikke belønnes af dommerne for sine fine træffere. Der skal trænes mere med venstre ben, men en flot indsats.
Jahanzeeb
Brian fortæller, at Jahanzeeb i sin første kamp møder en rigtig god svensker og Jahanzeeb her viser noget af det bedste vi har set fra Jahanzeebs side hidtil. Kampen bliver vundet sikkert og i flot varieret stil med 10-3. Jahanzeeb vinder dermed karrierens første kamp i juniortalent rækken. Rigtig godt gået. 2. kamp bliver tabt med 3-4 og fornemmelsen var efter kampen, at det var den forkerte, der blev udråbt som vinder af kampen. Men alligevel stort tillykke til Jahanzeeb med en flot og fortjent bronze medalje.
Nathascha Juul
Nathascha var debutant ved et officielt stævne, så der var lidt nerver på fra starten af. 1. runde blev tabt sikkert og Nathascha var bagud med hele 8 point inden den afgørende omgang. Men her blev der virkelig åbnet op og Nathascha udlignede svenskerens føring, men tabte desværre med 2 point da kampen var slut. En flot præstation og når du får lidt mere erfaring og troen på dig selv vinder du en sådan kamp. Nathaschas modstander vandt senere på dagen guldmedalje i vægtklassen. Tillykke med bronzemedaljen Nathascha.
Selina
Selina var også debuttant ved et officielt stævne. Desværre møder Selina i 1. kamp en meget dygtig svensker, som vinder kampen sikkert. Men selvom Selina blev ramt ulovligt i hovedet og var langt bagud på point inden 2. omgang var det alligevel modigt og sejt, at hun gik ud til 2. omgang med god geist. Tillykke med debuten ved et officielt stævne. Selinas modstander vandt ligeledes guld medalje senere på dagen.
Mike
Mikes vægtklasse var som sædvanlig utrolig stærkt besat med mange dygtige kæmpere. Mike møder i 1. kamp en dygtig svensker, der er noget højere end Mike. Men Mike er sej og vi får set flotte pointgivende luftskift kombinationer kampen går ud i sudden death, lidt uforståeligt, da vi så Mike som vinder i den ordinære kamptid. Men Mike vinder sudden death. 2. kamp var mod en anden rigtig god og meget hurtig svensker. Mike er bagud det meste af kampen, men bliver ved med at kæmpe sin chance også selvom der var en skade efter 1. kamp. Mike får udlignet i slutningen af kampen. Så kampen skal i lighed med 1. kamp afgøres i sudden death. Mike laver flot, hårdt pandal til åben side og korrekt side i forhold til dommerplaceringen. De eneste i hallen der ikke så pointet var dommerne. Det er meget svært at vinde i Sverige må vi konstatere. Svenskeren vandt herefter sudden death pointen, men på et spark, som måske var ok, men ikke i nærheden i kvaliteten i det point som Mike ikke fik noteret. Mike tabte således kampen og måtte tage til takke med en bronze-medalje. Det kunne være blevet til mere, men det er ikke Mikes skyld. I mine øjne vandt du også semifinalen.
Alberte
Alberte var blevet rykket en vægtklasse op, da der ingen modstandere var i hendes sædvanlige vægtklasse. 1. kamp var mod en offensiv svensker, der jagtede Alberte rundt på kampbanen. Men Alberte fik prikket 3-4 dvit tjargis under undervejs og vandt kampen sikkert 12-6. 2. kamp og finalen var ligeledes mod en svensker, vi havde set banke sin modstander på 12-pointsreglen i den anden semifinalekamp. Kampen var helt lige, men Alberte får udlignet svenskerens føring til 3-3. I de døende sekunder af kampen sparker modstanderen Alberte i hovedet mens hun ligger ned efter et fald. Svenskeren får et helt minuspoint og Alberte vinder finalen og sin 1. guldmedalje i udlandet. Stort tillykke.
Tak til alle for en god tur, til Sverige, med megen ventetid undervejs og et forsinket stævne på 2.-dagen med 1 time og et kvarter, og jeg må sige med en del meget diskutable dommerkendelser.
Ole KN






