Opstart af konkurrence-teknikhold i klubben
Nu prøver vi noget nyt i klubben. Nemlig vi starter et konkurence-teknikhold.
Holdet skal træne fredage fra kl.18-19.30. Første træning bliver fredag den 16-9-2011
Er du interesseret kontakt træneren Jack, eller sendt en e-mail til hjemmesiden. Jack har skrevet lidt om tankerne bag initiativet nedenfor:
Introduktion:
Mit navn er Jack Junchi Xu og det er mig, som har taget initiativet til at få stablet et teknikhold på benene i Tan-gun taekwondo klub. Mine tanker omkring holdet er, at den i første omgang er målrettet opstilling til teknikstævner. Som udgangspunkt er dette tilbud primært rettet mod juniorer og seniorer, men jeg vil ikke udelukke muligheden for, at vi senere hen også får de helt små med. Desuden er der også en forventning om, at man som udøver har gult belte (eller derover), da det er nødvendigt for udøveren at have styr på de basale teknikker.
Målsætninger:
Konkurrenceteknik har sit fokus på taegeuks og poomse’er - det er altså med udgangspunkt i disse, at jeg vil undervise holdet. Desuden skal man bemærke, at konkurrenceteknik på flere punkter adskiller sig fra grundteknik, hvilket jeg selvfølgelig også vil prøve at formidle videre på bedste vis. Alt dette skulle i sidste ende munde ud i et velfungerende teknikhold, som i første omgang er konkurrencedygtigt i Danmark.
Min baggrund:
Som et nyt medlem i Tan-gun vil jeg kort fortælle lidt om mig selv, samt min baggrund og kvalifikationer for at undervise et konkurrenceteknik.
Jeg er pt. 4 kup og har før trænet i Nørrebro tkd klub og Viby tkd klub. Under mit ophold i Viby tkd klub i Århus, blev jeg trænet af to tekniklandsholdsudøvere. Sideløbende med denne periode stillede jeg op til adskillelige teknikstævner både nationalt og internationalt, og har nu resultater som guld til DM, JM samt Belgian Open mm. Herudover har jeg også prøvet kræfter med en hjælpetrænerstilling på et par børne- og juniorhold.






